Under overfladen

Jeg lytter til et radio program. En speaker pitcher programmet, mens der kører en hurtig elektronisk rytme i baggrunden. Jeg slukker mens jeg tænker: ej, hvis indholdet er så tyndt, at det er formen der skal forføre mig, så gider jeg ikke lytte til det.
Det får mig til at tænke på hvor rammende det egentlig er for mange steder i livet. Hvor stor vægt skal fysisk fremtræden have fremfor mennesket bag? Hvor vigtigt er det vi gør, ejer og kan kalde os, i forhold til den vi egentlig bare er? Tør vi oprigtigt vælge relationer til andre, udfra det menneske de er, uanset hvordan de ser ud, hvad de laver og hvad de ejer? Tør vi oprigtigt vise hvem vi er? Kan vi vælge frit at se ud, handle, bo og arbejde uden tanke for hvad andre tænker?
Det lyder jo banalt og endda lidt gammeldags, men vi er så optagede af overflade strukturer, at vi måske egentlig helt er blevet lidt bange for at stoppe op og mærke hvem vi egentlig er? Jeg tror jeg vil bruge lidt tid med langsomhed. En weekend pause knap. Lige tygge på hvem jeg egentlig er. Ved du hvem du egentlig er?